Byggeworkshop på permakulturlandbrug 9.august-27.august 2017

SONY DSC

Vær med til at hjælpe Danmarks første fossilfri permakultur landbrug godt i gang – vær med til at bygge et helt særligt kredsløbshus af lokale naturmaterialer. Vi søger 6 voluntører til at hjælpe med at bygge trækonstruktionen og til vores permakulturhus og evt. hjælpe med etableringsopgaver.

Huset

Huset bliver forsænket i den sydvendte bakke, opvarmet af solen, bygget af træ fra skoven lige bag det og isoleret med halm. Som installationer bliver der svaleskab, komposttoilet eget kulstoflagrende elsystem og forhåbentlig, hvis vi får lov Danmarks første rensningsanlæg af typen ”filteranlæg i drivhus”.

Bytte-aftalen

Vi holder workshoppen, fordi vi gerne vil have byggeriet til at skride hurtigt fremad. Dit arbejde er derfor vigtigt for os!

Til gengæld for dit arbejde får du erfaring i at bygge en tømmerkonstruktion sammen med andre, der deler interessen for bæredygtige løsninger.

Du får undervisning i byggeriet, husets design og løsninger, permakultur, lovgivning omkring permakulturlandbrugene, teori om skovhaver og -landbrug (Zone/sektordesign, urskoven som model, blandingskulturer af flerårige grønsager, buske og træer, selvfodrende hønsegård, nøddelund m. geder og nærringsstofkredsløb mv).

Du får 3 rundvisninger: én i vores skovhave med 170 forskellige planter i blandingskultur, én på det nyplantede skovlandbrug på 1,5ha og én på Svanholm Storkollektiv.

Vi giver økologisk kost. Vi sørger for råvarer og kage og I laver mad i køkkenhold på vores udekøkken. Overnatning sker i telt på permakultur landbruget.

Normalt koster vores kurser 750kr/dag, men her ”betaler” du med arbejde og råstyrke.

Deltagelse

For at søge om deltagelse skal du skrive til mirailleris@gmail.com . Vi vil gerne forsøge at lave en god holdsammensætning i forhold til alder, køn og gerne at nogle af deltagerne har byggeerfaring.

Workshoppen og mad er gratis, men vores erfaring er, at vi må bede om et depositum for ikke at sige nej til nogen, og efterfølgende at få afbud og køre med tomme pladser. Depositum på 500kr indbetales på konto 8401 1047879 og gives retur efter workshoppen (hvis du er mødt op).

Dagsprogram

8-8.30 Morgenmad

9-12.30 Byggeri

12.30-13.30 Frokostpause

13-17 Byggeri med kage undervejs

17.30 Aftensmad

19-20.30 Aftenerne vil variere mellem undervisning, rundvisninger, film og friaftener.

Workshopbevis og fejring

Sidste aften uddeles workshopbeviser og vi fejrer det nåede arbejde med gedesteg og vegetarisk godt.

Om os

Vi har som permakultur diplomholdere, redaktører af Tidsskrift om Permakultur og initiativtagere først til Den selvforsynende landby og siden Permakultur landbrugene på Svanholm en mangeårig undervisningserfaring, har tidligere bygget halmhus og er uddannet økologiske landmænd.

Vel mødt – med ønske om en fremtid der modvirker klimaforandringerne. Esben Schultz og Mira Illeris

Læs mere på www.permakulturliv.dk